Skovflåt

Artikel fra Samvirke

Skovflåt
En skovflåt er blodsugende mide på størrelse med et knappenålshoved, som bider sig fast på mennesker og dyr.
Flåten kan forveksles med en tæge, men der er stor forskel på de to. Hvor tægen er uskadelig, så er flåten farlig. Man kan skelne de to fra hinanden ved at tælle benene. En tæge har 6 ben, og en flåt har 8 ben.

 

skov1  skov3

 

Så lille og så farlig
Flåter er farlige, fordi de i nogle tilfælde kan bære på bakterier og vira og kan smitte os mennesker. Den mest kendte bakterie er borrelia, der medfører den frygtede sygdom borrelliose, som uden behandling kan medføre hjernebetændelse, nervelæsioner og hjerteproblemer. Ifølge Samvirke er det dog kun 10-20 % af alle flåter, der bærer på på borrelia-bakterien. (Samvirke)
Skovflåter kan også bære på to andre slags blodparasitter, kaldet Babesia, som ødelægger de røde blodlegemer. Man kan derfor komme til at lide af blodmangel, hvis man har fået parasitten. Symptomerne kan ligne almindelige influenzategn, træthed og nedsat appetit (eb.dk).
Skovflåten er aktiv fra april til september, men sjældent i højsommeren, hvor det er tørt. Men bliver det nogle fugtige sommermåneder, så vil flåterne være aktive.

 

Flåten og dens bid
Skovflåter opholder sig oftest i skygge i højt græs fx i skovbryn, men kan også være i haver. Og gerne i fugtige områder. Når mennesker eller dyr går forbi griber flåten sig fast. Den reagerer på bevægelse, varmeudstråling og lugt.

Du kan ikke mærke flåtens bid, for dens spyt virker som en slags lokalbedøvelse. Den kan sidde der i op til 14 dage, hvis den ikke opdages. Det er typisk efter de første 24 timer, at flåten kan overføre bakterier og virus – hvis den er bærer (Naturstyrelsen).

 

Undgå at blive bidt
Hvis du vil undgå flåter, så er lange bukser og ærmer, strømper og gummistøvler vejen frem. Det kan være en god ide at vælge lyst tøj, fordi man lettere kan se eventuelle flåter på tøjet og børste dem af. Men er det varmt, så kan det være en belastende påklædning.
Derfor bør du tjekke andre og lade dig selv tjekke for flåter, hvis du har været udendørs i skov og natur. Flåterne sætter sig typisk de varme steder på kroppen, som i lysken, armhuler og knæhaser eller i hårbunden. (Naturstyrelsen).

 

Hvis du er blevet bidt
Opsøg læge med det samme, hvis du er blevet bidt af en flåt på Bornholm eller i Sverige. Disse flåter kan bære på TBE-virussen (Tick Borne Encephalitis), der kan føre til hjernebetændelse. Denne virus overføres modsat borrelia med det samme.
Hvis du er blevet bidt af en flåt andre steder i Danmark, så fjern flåten, så snart du opdager den. Brug neglene, en pincet eller en flåttang og kom så tæt på huden, som du kan. Vrid flåten rundt et par gange indtil flåten slipper. Vask dernæst bidsåret med vand og sæbe.
Hold øje med bidsåret. Der kan gå op til fire uger, før du udviser eventuelle symptomer. Får du et udslæt formet som en rød ring, en plet omkring bidet, eller er såret irriteret, rødmer og hæver på størrelse med en femkrone, skal du kontakte læge, da der kan være risiko for, at flåten har smittet med borrelia. Det kan også vise sig i form af træthed, hovedpine, let feber, smerter i ryg, hals, nakke, mellem skulderbladene eller i led og muskler.
Hvert år besøger 150 millioner gæster Danmarks skove og natur ifølge tal fra Naturstyrelsen. Af de besøgende får omkring 6000-7000 en infektion, som kræver lægebehandling, og kun 200-300 af disse udvikler sig alvorligt og rammer nervesystemet.

 

Artikel fra Simpel Førstehjælp
Skovflåten lever typisk i skovområdet, samt områder med højt græs.
Når der er bevægelse forbi flåten, hopper den ombord på mennesker, hunde, katte og andre dyr, som den kan suge blod fra.
Skovflåten er meget lille, som hovedet på en knappenål eller mindre – se billedet.
Når den har suget blod, er den på størrelse med en ært. Og når den har fået hvad den har brug for, slipper den grebet, og måske aner du ikke at du har haft kontakt med en flåt.
Når flåten bidder sig fast, sprøjter den samtidig et bedøvende stof ind, så mærker ikke den bider.

 

skov4 skov5

 

Flåten skal fjernes så hurtigt som muligt, og man anbefaler at den fjernes inden der er gået 24 timer.
Der findes mange forskellige modeller til at fjerne flåter med, koben, ”kreditkort”, flåttang osv.
Hvilken model som der er bedst kan jeg ikke fortælle – Men det som er vigtigt er, at man ikke klemmer om flåtens mave. Her kan komme til at presse flåtens maveindhold ind i vores krop.
Det er vigtigt at man lave et fast træk under kroppen, så flåten slipper sit bid. Undgå at lave en pludseligt træk, for så kan man risikere at noget af flåten bliver siddende i huden.
Flåten kan bære forskellige sygdomme. I Danmark er det nok mest Borelia vi kender til, men der findes også andre sygdomme som flåten kan have med. Og desværre tester vi ikke for alle mulighederne i Danmark.

 

skov6

 

Er du blevet bidt af en flåt, så fjern den så hurtigt som muligt.
Sæt et lille mærke med en tush, så du kan huske nøjagtigt hvor flåten sad.
Hold øje med stedet de næste 7 dage – kommer der udslæt som vist på billederne, skal du kontakte din læge med det samme.

 

skov7

 

Kommer der ikke noget udslæt, kan du roligt regne med at der ikke er sket noget.
Desværre er det ikke altid at der kommer udslæt, men er du blevet bidt af en flåt og bliver syg et par dage efter, bør du også kontakte din læge.
Med syg, menes der: hovedpine, koncentrationsbesvær, besvær med at holde balancen, ømme muskler og led, feber osv.

 

Artikel fra DR
Ny bakterie opdaget: Symptomer på flåt-bid snyder lægen
Bid fra en flåt med en ny Borrelia-bakterie giver ikke det afslørende røde udslæt, som normalt afslører, at man er bidt af en flåt og skal i hurtig behandling.
En ny Borrelia-bakterie gør det svært at opdage i tide, at man er blevet bidt af en flåt.
Normalt, når en flåt har boret sig ind i huden og smittet med sygdommen borreliose kommer der et afslørende rødt udslæt, hvilket gør det nemt at behandle hurtigt. Derved kan man undgå hjernebetændelse og lammelser, som er nogle af de skader, som borreliose kan give.
– Man får ikke et advarselssignal, om at man har en borreliainfektion, der er på vej mod ens hjerne, og man bliver ikke behandlet i tide, fortæller Rene Bødker, der er epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet, og som er en del af det internationale forskerhold bag opdagelsen.

 

For sent i behandling
Den nyopdagede Borrelia miyamotoi giver nogle helt andre symptomer end de tidligere kendte Borrelia-bakterier. Bakterien forårsager i første omgang muskelsmerter og tilbagevendende feber, hvor en flere dage lang feber forsvinder for så at vende tilbage omkring 10 dage senere.
– Det er et problem, at vi ikke bliver advaret. Vi får nogle symptomer, som kan minde om alt muligt andet. Typisk får man stærk hovedpine og feber, som kommer og går, og generelt er det ikke noget, hvor en praktiserende læge vil rette mistanke mod Borrelia. Så kommer man for sent i behandling, og risikoen for skader på nervesystemet er større, forklarer Rene Bødker til DR Nyheder.

Han understreger dog, at den nyopdagede Borrelia-bakterie ikke skal forhindre folk i at tage en tur i skoven. Man skal bare huske at tage tøj på, som dækker godt, og når man kommer hjem huske at tjekke sig selv for flåter.
– Har man én, så få den fjernet, for så sker det ikke noget. Den er ret længe om at sprede sig til vores krop, understreger Rene Bødker

 

Danskere formentlig smittet
Det vides ikke, om danskere er blevet smittet med den nye bakterie, men Rene Bødker vurderer, at det er sket uden at være registreret.

– Vi regner med, at 1 ud af 200 danske flåter bærer denne infektion, så det betyder, at der må være danskere, der er blevet smittet og blevet alvorligt syge. Men når først man er i hospitalsystemet, får man stillet en diagnose, der hedder Borrelia men ikke detaljer, om det er den ene eller anden type, siger Rene Bødker.

I undersøgelsen har DTU Veterinærinstituttet i samarbejde med Fødevarestyrelsen ifølge Videnskab.dk screenet 25 danske skovområder for Borrelia-bakterier. I hver skov samlede de grupper af 15 flåter op 15 forskellige steder i skoven – altså i alt 225 flåter i hvert skovområde. Forskerne fandt den ukendte Borrelia miyamotoi i samtlige danske regioner.